Livet på Buen

Hvordan er livet på Stokholtbuen, egentlig? Hvad møder du, når du flytter ind, og hvordan ser der ud?

Her kan du læse mere om dagligdagen og om de rammer vi kan tilbyde dig her på Stokholtbuen.

Dit første møde med Stokholtbuen

Når du flytter ind på Stokholtbuen gør vi alt, hvad vi kan for at du kommer til at føle dig tryg i din nye hverdag på Stokholtbuen.
På Stokholtbuen bor der i dag 36 mennesker med psykiske og fysiske handicap. Som medarbejdere er vi rigtig dygtige til at støtte lige præcis dig, ud fra de ressourcer og begrænsninger, som du måtte have. 

Vi gør alt for din tryghed

For at give dig den bedst mulige start på Stokholtbuen vil vi sørge for, at du får en kontaktperson.
Kontaktpersonen og den daglige leder i det hus du skal bo i, vil inden din indflytning komme og besøge dig, der hvor du bor. På den måde kan vi lære hinanden lidt at kende inden du flytter ind.
Når du flytter ind på Stokholtbuen, vil vi have forberedt en plan for din dagligdag der tager udgangspunkt i aktiviteter, du allerede kender og kan lide.

 

​​​Dagligdagen på Stokholtbuen

Dagligdagen på Stokholtbuen er begivenhedsrig og altid tilpasset dig og dine behov. Vi gør meget ud af, at du får en hverdag, der er tryg og forudsigelig men også kan give dig nye og gode oplevelser!

Hverdagen for dig på Stokholtbuen

Dagen begynder i boligen, hvor du får den nødvendige støtte til bad, påklædning morgenmad og alt hvad dertil hører. Efter dette starter din dag med nogle af de aktiviteter som du godt kan lide at lave. Det kunne bl.a. være en gåtur, cykeltur, kreative aktiviteter, højtlæsning, sang/musik, naturaktivitet i sansehaven, træning/motion eller lign. Dagens indhold har vi tilpasset på en måde, så du vil opleve glæde, tryghed og forudsigelighed i din dagligdag. Dine eftermiddage og aftener er på samme måde tilpasset dig og dine ønsker og behov. Der vil være mulighed for at deltage i fælles samvær med de øvrige beboere 2-3 dage om ugen, til fælles bål og hygge i sansehaven, fællesspisning samt dans og musik og fællessang og/eller koncertoplevelser. Der vil til nogle aktiviteter ud over dit dagtilbud være egenbetaling for deltagelsen til bl.a. koncerter, festivaler, musikterapi o.a.  

Hvis du har tilkøbt Stokholtbuens kostordning modtager du fuld og veltilberedt forplejning hele døgnet. Morgenmad og aftensmad tilberedes i husets køkken mens råvareindkøb og produktion af forskelligt pålæg foregår i det centrale køkken. På Stokholtbuen får du et dejligt varmt måltid til frokost fra vores centrale køkken. Hvis du har særlige ønsker til mad eller har behov for en specialdiæt kan vi også sørge for dette, med hjælp og vejledning fra de to kokke. Pårørenderådet og kostudvalget har besluttet at prioritere gode råvarer og en stor andel af økologiske råvarer og vi serverer derfor sund og varieret kost og følger sundhedsstyrelsens anbefalinger til kost. 

Du kan altid læse de seneste rapporter om vores køkken på dette link: Smiley-rapporter for Stokholtbuen

Aktiviteter på Stokholtbuen

Daglidagen er fyldt med aktiviteter, som er tilpasset lige præcis dine behov, som beboer på Stokholtbuen. Derudover kan du også deltage i tværgående aktiviteter, hvor du både er sammen med andre borgere, og hvor der sker noget særligt på Stokholtbuen. 

Fester og arrangementer

På Stokholtbuen kan du løbende deltage i flere forskellige fælles aktiviteter. 

Vi afholder mandagsbål, fejrer Stokholtbuens fødselsdag, vi holder fastelavn og afholder café aften. Desuden samles vi i caféen ifm. højtiderne jul og påske. Derudover markerer vi årstider og højtider i Stokholtbuens sansehave, hvor det store drivhus pyntes og benyttes til diverse aktiviteter. Vi inviterer forskellige underholdende indslag til at komme hertil 3-4 gange årligt, og du har mulighed for at deltage i disse arrangementer mod betaling. Der planlægges fælles gåture omkring mosen, fælles deltagelse i diverse musik festivaler o.lign. og dette har du mulighed for at deltage i sammen med andre.